Fortællinger fra Kreta | 37

Nogle gange sker der det, at man møder en person, som lige præcis passer ind i en eller anden historie, fortælling eller som i mit tilfælde, en bog jeg netop var i gang med, og faktisk havde med mig i flyet på vej til Kreta.

Det var dengang da Cimber Air stadig eksisterede og havde nogle dejlige billige flybilletter fra Billund til Chania. Billetter som jeg var hyppig bruger af og som gjorde, at jeg kunne tage et smut til Kreta nærmest i tide og utide og bare være der nogle dage eller fuldstændig som jeg havde lyst til. Jeg sad sammen med de andre rejsende og ventede ved gaten på at ombord stigningen skulle gå i gang. Overfor mig sad en dame jævnaldrende med mig selv, med en masse plasticposer fra Magasin, Netto og andre varehuse og supermarkeder, fyldt op med alskens ting og sager. Poserne var så proppede at hun var hun var nødt til at sidde lidt ude på sædet, for at have plads til nogle poser bag sig udover dem hun havde okkuperet sædet ved siden af sig med. Det var da noget af en omgang poser, tænkte jeg, og undrede mig over at hun kunne have alle dem med i flyet. Men måske var hun en af dem der rejse uden indtjekket bagage. Der sad jeg så med min rygsæk og ventede og der gik ikke lang tid før vi blev kaldt ombord. Damen med poserne var hurtig til bens og som en af de første entrerede hun elegant flyet slæbende på 4-5 poser i hver hånd.

Jeg havde allerede dengang erfaret, at der ikke er nogen dybere mening med at være blandt de første der tager plads i flyet, for det resulterer gerne i, at man skal rejse sig fra pladsen igen hvis man som jeg gerne sidder ved midtergangen og andre passagerer skal ind på vinduespladsen eller midtersædet. Og dengang kunne man jo bestille sin plads i flyet hjemmefra, uden ekstra omkostninger, så jeg havde som sædvanligt valgt en plads ved midergangen. Denne gang var det endda den forreste plads i flyet, hvor der jo er dejlig benplads.

Da jeg som en af de sidste kom ind i flyet, kunne jeg se at min plads allerede var optaget, så febrilsk hev jeg mit boarding card op af lommen, for blot at konstatere at jeg havde ret. Min plads var fyldt med poser, midtersædet var fyldt med poser og inde ved vinduet sad en dame jævnaldrende med mig og uanfægtet kiggede ud af vinduet. 

”Skal du sidde her” spurgte hun, da det gik op for hende, at jeg stod og fjumrede med mit boarding card. ”Ja det var vist meningen” svarede jeg med et blik rettet på hendes mange poser, som hun så begyndte at stable op på midtersædet og på benene af hende selv. ”Skal jeg ikke tage nogle af poserne op i baggagerummet over sæderne” spurgte jeg, men nej det skulle jeg bestemt ikke. De skulle være hvor de var. Nå men jeg satte mig og spændte mit sikkerhedsbælte. Da hun opdagede at hun ikke selv have noget sikkerhedsbælte på, rakte hun mig et par af poserne, så hun kunne spænde sig selv fast, hvorefter hun fik poserne over igen og nærmest maste ned på gulvet mellem sine ben. I det samme kom stewardessen forbi og sagde høfligt, at poserne ikke måtte ligge der på sædet og heller ikke på gulvet mellem hendes ben. Men det var der nu delte meninger om og den kamp vandt ”posedamen” og poserne blev hvor de var.

Mens flyet endnu stod ved gaten og stewardesserne var ved at gøre klar til afgang og den obligatoriske undervisning i brug af redningsveste og information om hvor nødudgangene er, stak hun hovedet ind mellem de opstablede poser over mod mig og sagde: ”Skal vi ikke lige have en lille en? – jeg hader at flyve”. Det var noget tidligt på dagen til det, men jeg kunne godt fornemme at jeg gjorde klogest i bare at følge med og takkede pænt ja. Jeg nåede nu ikke en gang at svare, før lommelærken med cognac kom frem fra en af pæreposerne og 2 medbragte hvide plastickrus hurtigt blev rakt frem til mig og skænket. 

”Jeg skulle egentlig have været stewardesse, men jeg kan jo ikke lide at flyve, så i stedet kom jeg til at undervise andre stewardesser, altså på landjorden, og jeg kender dem alle sammen her. Men så alligevel en gang kom jeg med en tur til Kreta og der mødte jeg min mand. Han er græker, forstår du, altså sådan rigtig græker. Han var en flot fyr, meget charmerende og så havde han lige arvet et stort hus i bjergene, som vi kunne flytte ind i, og jeg behøvede ikke arbejde mere, sagde han, så da han tilbød at gifte sig med mig, fik jeg sagt ja tak, inden han fik spurgt” sagde hun og tog en ordentlig slurk af den fine cognac, der bestemt havde fortjent et bedre glas. ”Nå ja,” fortsatte hun ”huset er da også godt nok – det er et stort solidt stenhus, der er dejlig køligt om sommeren og iskoldt om vinteren. Men det har hjulpet lidt på det efter der nu er kommet ruder i vinduerne og det er også blevet bedre efter at der er kommet dør til toilettet så man kan holder gederne ude mens man sidder der, du ved, i sine egne tanker og hvad man nu laver. Men nu får vi også snart indlagt vand og så skal vi derefter have indlagt strøm, selvom det nu går meget godt med den generator vi bruger nu, bortset fra at den larmer lidt” Og sådan fortsatte fortællingen mens det ene krus med cognac tog det andet og endnu en lommelærke kom frem fra en af de andre poser. 

De mindede mig fuldstændig om den bog jeg netop var i gang med at læse og som stadig er min faste rejsefælde, når jeg tager til Kreta, nemlig ”It’s all Greek to me” af John Mole. Hvis du ikke kender den, så prøv at skaf bogen, der godt nok er på engelsk, og læs den, og du vil med et se hvad det betyder at være ”rigtig græsk”

God weekend og rigtig dejlig pinse.