Fortællinger fra Kreta | 43

Når jeg uge efter uge skriver disse indlæg på min blog, kommer jeg tit til at tænke på, for hvis skyld jeg egentlig sidder og skriver. Jeg ved godt at jeg har så mange historier og oplevelser, men hvor interessante er de i grunden. Jeg mener, for mit eget vedkommende er det jo bare en del af mig selv, og ikke noget jeg sådan tænker dybere over i det daglige, så måske er det bare et udtalt ego. Men ind imellem alle disse tanker ender det gerne med, at jeg selv kommer i tanker om noget jeg ellers havde glemt, og så får jeg lyst til at skrive det ned. Det er efterhånden gået hen og blevet sådan en slags terapi for mig. Men det var rent faktisk slet ikke min idé at starte denne blog. Det var min søn Victor der på et tidspunkt spurgte, om jeg ikke ville have min egen lille plads her på vores hjemmeside, hvor jeg ucensureret kunne skrive lige hvad jeg havde lyst, til helt uden tanke for at det skulle være noget sælgende. Jeg fik strenge instrukser på, at jeg ikke måtte kommercialisere det og det slet ikke skulle handle om noget, der angår Elenas. Jeg syntes ærligt talt ikke særlig godt om hans idé, selvom jeg er meget glad for at skrive, men jeg kunne ikke se hvad glæde andre skulle have af at læse disse fortællinger. Men som nok de fleste forældre gør ind imellem, så gav jeg mig og sagde ja til at skrive lidt, bare sådan på prøve. Det har jeg så gjort i et års tid nu, og måske derfor dukker tankerne op, om det er for min egen skyld, for min søns skyld, og om der overhovedet er nogle der interesserer sig for mine fortællinger. Så den sidste tid her, har mine overvejelser gået på at nedlægge bloggen og stoppe mit evindelige skriveri om Kreta, græsk kultur, rejser og hvad jeg nu ellers har fundet på.

I lighed med mit allerførste opslag, sidder jeg netop nu ved computeren, mens regnen fosser ned udenfor. Godt jeg lige nåede at blive færdig med at klippe de visne roser af de mange rosenbuske vi har stående ude i haven. Det har på det nærmeste også taget det meste af dagen. Nej, jeg tror sgu jeg bliver ved med at skrive, for nu skal I lige høre her. For nylig var min kone og jeg til sommerfest på hendes arbejde og der tror jeg der skete lige det der gjorde udslaget. Jeg kendte ikke ret mange af de tilstedeværende, og sad sådan lidt for mig selv, da der pludselig kom en kollega til min kone hen til mig og sagde, at hun var ivrig læser af min blog og glædede sig hver uge til det blev fredag, så der kom en ny fortælling. Jamen det er jo lige præcis det, som det hele handler om. Hvis man kan glæde andre ved at skrive om noget af det der ligger en selv på sinde, så ville det da være tosset og stoppe med at skrive. Lidt Philotimo er der vist i mig, for jeg vil da hellere end gerne glæde andre. Nu mens jeg sidder og kigger mine tidligere opslag igennem og ser hvor mange der læser dem, kan jeg konstatere, at der tilsyneladende er en fast skare, der følger bloggen og det gør mig selvfølgelig i den grad glad. Så glad at jeg helt glemmer regnes buldren på taget og ruden. Til gengæld gør det mig også lidt flov, for jeg kan også se, at der er personer blandt jer læsere, der har kommenteret og spurgt ind til forskellige ting uden at jeg har svaret. Min bedste, eneste og sikkert dårligste undskyldning er, at jeg ikke anede at man kunne den slags. Men vi bliver jo alle sammen klogere med alderen (eller gør vi?). Klogskab har vel ingen direkte sammenhæng med alder i modsætning til erfaring, og det er noget helt andet. Med en dåbsattest dateret i 1955 har man godt nok alderen til at have lidt erfaring, men jeg synes ikke jeg er blevet specielt klogere af den grund. Det ligger faktisk også i at have lidt Philotimo i sig, for med erfaring, uanset om det er en god en af slagsen eller dårlig for den sags skyld, kan man læne sig op af noget, man allerede har prøvet og vurdere og handle ud fra det, og det giver god mening. For som kretenserne ville sige det: ”Det kræver ikke klogskab at finde ud af hvor langt man kan gå med et æsel, men med erfaring ved man det”

Ha’ en god dag derude og nyd det dejlige sommervejr som endelig er kommet til Danmark og skubbet regnen væk.

Vi ”ses” om en uge :-)