Fortællinger fra Kreta | 45

Og nu til noget helt andet…

Jeg kan ikke huske hvem det var der altid sagde sådan, men jeg kan huske at der var et TV program (sikkert fra den tid da der kun hvad DR1), hvor studieværten altid sagde sådan. Måske én af jer læsere der kan huske hvem det var?

Nå, men det er noget helt andet jeg vil fortælle, for i dag vil jeg simpelthen lave en reklame, og det er ikke en gang for en af de mange græske leverandører vi har i butikken. For den sags skyld heller ikke noget der handler specielt om Kreta, men fortællingen her er skrevet mens jeg sidder over en kop kaffe på vores terrasse på Kreta og nyder at det endnu kun er 29 grader, for det skulle blive rimelig varmt i løbet af dagene. Men så er det dejligt at fruen og jeg skal en tur i Botanisk Have og bagefter til Drakona og spise frokost.

Jeg har tænkt mig at reklamere lidt for Louis Nielsen (I ved dem med brillerne). De laver i mine øjne nogle på fængende og morsomme reklamer, men hvordan er det lige med kvaliteten af deres produkter. Jo, jo da, det fejler bestemt heller ikke noget. For efterhånden mange år siden gik jeg modvilligt til Louis Nielsen for at få tjekket mit syn. Syntes jeg havde lidt svært ved at læse og se skærmen her, som jeg bruger hver eneste dag. Og ja, jeg trængte selvfølgelig til briller. Jeg kunne sagtens se langt (vel at bemærke skarpt) uden briller, men jeg havde svært ved at se TV på afstand, se skærmen og læse (nå, det har jeg vist allerede skrevet). Jeg skulle have nogle briller med glidende overgang, så det fik jeg. De duede imidlertid slet ikke til mig, for var jeg ikke allerede bims i hovedet, skulle brillerne da nok gøre sit til at jeg blev det. Så det blev skiftet ud til 3 forskellige briller, som jeg så kunne veksle mellem alt efter hvad jeg skulle. Så alt efter hvad jeg nu laver, er det et konstant skift af briller og som minimum altid 2 par af forskellig styrke med mig. Det er lidt (læs: meget) upraktisk, men jeg har med årene vænnet mig til det. Jeg har også vænnet mig til altid at lede efter mine briller, for de ligger aldrig der hvor jeg synes jeg lagde dem. Tror faktisk de har deres helt eget anonyme liv, når de ligger i lommen og aftaler hvor de skal gemme sig for mig. Sådan har det været i mange år og det har jeg accepteret. Men det værste er, når de 2 par er gået i clinch med hinanden og laver deres sædvanlige stunt med at vikle sig ind i hinanden. Problemet er at jeg skal bruge det ene par for at finde det andet, med mindre de ligger på 3-4 meters TV afstand, så kan jeg finde dem med det tredje par, hvis ellers jeg også har dem med mig. Men tænk en gang, det er noget jeg er udsat for hver eneste dag, og som jævnligt ender med at briller (begge par) ryger på gulvet, når jeg skal vikle dem fra hinanden igen. Her er det så reklamen kommer ind, for endnu har brillerne holdt til alle de strabadser og den hårde medfart de har fået uden at gå i stykker. Det synes jeg faktisk at Louis Nielsen skulle fortælle lidt mere om i deres reklamer, for det har stor betydning for mig, og måske for andre også.

Som jeg startede med at skrive, har det intet med Kreta at gøre. Den eneste sammenhæng er at fortællingen her er skrevet, mens fruen og jeg holder ferie på Kreta og at brillerne laver de samme krumspring hernede som de gør hjemme.

Det lykkedes at få viklet brillerne fra hinanden – ellers have I ikke fået nogen fortælling i dag :-)

Ha’ en rigtig dejlig weekend og husk selv det mindste smil over den mindste ting, kan have den største betydning for at du får en god dag.

Michael

1. Mon jeg får et par nye briller uden beregning fra Louis Nielsen næste gang, med sådan en reklame :-)