Fortællinger fra Kreta | 48

Lige her ved indgangen til september måned starter den store Sardin Festival i Chania. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed hvor man fejrer at de små velsmagende fisk der udgør en stor del af både den kretensiske daglige føde og en endnu større del i fødekæden i havet der omslutter Kreta.

Ved stranden i Nea Chora og Souda serveres grillstegte sardiner i massevis til alle der kommer forbi og selvfølgelig med frisk hvidvin eller Retsina, som det jo hører sig til. Det hele krydres med traditionel kretensisk dans til levende musik, og festlighederne varer flere dage.

Ja, kretenserne er gode til at skabe en fest og lader aldrig en god anledning til at holde én gå fra sig og der er adskillige eksempler overalt på Kreta at pege på. Mange af disse festivals, som det kaldes, er ligefrem listet på forskellige internetsider sorteret efter region, art og dato, så uanset på hvilket tidspunkt af året man besøger Kreta, vil der være en eller anden festival et eller andet sted på øen. Bag de fleste af disse festivals står de enkelte kommuner og regioner, som økonomisk støtter disse aktiviteter og er med i planlægningen. Det er imidlertid de lokale tavernaer og caféer, bønder, fiskere og andre erhvervsdrivende, der er rygraden i arrangementerne, hvor kirken ofte spiller en stor rolle som aktør, idet mange af de festivals der holdes, samtidig har en eller anden form for religiøst islæt. Her i september måned holdes eksempelvis ”korsets festival” hvor fokus ligger på korsets betydning og historikken omkring korset, men hvor det også er en fest der samler mange mennesker, for at de kan sidde ude og nyde det en aften, med god mad, lidt vin, sang og dans.

Man kunne godt ønske, at vi i Danmark havde et lige så stærkt bånd mellem kirke og samfund, som man har på Kreta hvor kirken ikke bare er et sted man for de flestes vedkommende besøger til bryllup, begravelser, barnedåb, konfirmation og juleaften. Men det hører ikke længere til i vores danske samfund ligesom det gør på Kreta, hvor kirken er tæt integreret i samfundet og en helt naturlig del af hverdagen.

I Danmark ville vi nok også spærre øjnene op, hvis den lokale præst iført præstekjole gik ind i det nærmeste supermarked eller til den lille lokale købmand og handlede, og derefter slæbte varerne hjem i store bæreposer. For os ville det virker helt forkert, men i hele Grækenland er det et helt almindeligt syn. I dag er det også et almindeligt syn at se både præster og munke gå rundt i gadebilledet med en mobiltelefon for øret. Hvem de taler med er vor mig uvist, men måske det er en ny trend til en direkte forbindelse med højere magter, som jeg slet ikke har fanget endnu. Men det har de, og det ser ud til at både SMS’er og andre tekstbeskeder virker fortrinligt, når de ikke bare er på Facebook, ligesom så mange andre.

Men jeg synes der går lidt af det opløftede og højtidelige, når en præst render rundt i bybilledet med hovedet dybt bøjet mod sin smartphone og skraldgrinende, når der er et vittigt opslag eller morsom video. Mere udtalt er det dog, når præsterne eller munkene står som umodne teenagere og deler deres oplevelser med hinanden med hver deres smartphone i hånden. Fagre nye verden må man sige og jeg er ikke sikker på at jeg selv synes særlig godt om det, men det er et udtryk for den tid vi lever i og hvorfor skulle præster ikke ligesom alle andre, kunne bruge de moderne kommunikations midler der findes i dag.

Men når det så kommer til Sardin Festivallen eller en af de mange andre festivals der er, bliver mobiltelefonen i lommen, for så skal der festes og det bliver der.   

Kaló mína (god måned til jer)