Fortællinger fra Kreta | 52

Denne fortælling er lidt anderledes, og mere privat end jeg plejer, men jeg synes I skulle den, fordi den er en stor del af mig selv og grunden til, at jeg har den livsopfattelse som jeg har.

Den 25. september 1919 blev min far født, så han ville netop have været blevet 100 år, hvis han ikke var død alt for tidligt kun 70 år gammel. Den slags mærkedage får én til at skrue tiden tilbage og fundere lidt over episoder og andet, som måske var gået lidt i glemmebogen, eller bare finde noget man ikke tidligere har tænkt videre over.

Som jeg vistnok har nævnt i andre fortællinger, er jeg ud af en pudsig sammensat familie. På min mors side var det kristendommen der var de essentielle og fundamentet i livet, mens min far i diametral modsætning, kom fra en familie hvor spiritismen og det mere spirituelle var en stor del af hverdagen. I den kristne tro, to ting der ikke er forenelige. Men det var det nu alligevel i vores familie, hvor der ikke var noget der var helt sort eller hvidt, rigtigt eller forkert, men meget mere nuanceret. Min far sagde en gang til mig, at det jo ikke gav mening hvis en maler kun brugte den hvide farve på et hvidt lærred. Det ville der ikke komme så meget ud af. Og så var det ellers op til min bror og jeg, selv at finde ud af hvor vores ståsted skulle være. Jeg valgte at stå sådan lidt midt imellem. Det vigtige i min familie var ikke hvor man stod, men at man fandt det sted at stå hvor man stod bedst, og at tro i øvrigt var noget man var og ikke bare noget man troede på, hverken i den ene eller anden retning. Ligeledes var ærlighed også et begreb der fyldte meget i min opvækst og stadig fylder meget. For ligesom med kærlighed, har ærlighed og tro ikke stor vægt, hvis ikke man starter med at se indad og først kunne være tro mod sig og ærlig overfor sig selv.

Min far hed Emmery til mellemnavn og først nu, 30 år efter hans død, undersøgte jeg navnet nærmere og så var der pludselig lidt flere brikker i mit personlige puslespil, der faldt på plads. Emmery (stavet med to m’er) stammer fra germansk (Guden Irmin – der betyder mægtig) og Irmin eller Emmery var ifølge mytologien den øverste gud i Niedersachen og Nederlandene. Staver man navnet Emery (med kun ét m) er betydningen: Tapperhed. Mere og mere faldt det hele på plads, for var der noget min far var, så var det tapper i allerbedste forstand. Han var under besættelsen med i modstandsbevægelsen, hvor han i al hemmelighed viderebragte fortrolige informationer om besættelsesmagtens planer, under dække af at være handelsrejsende, hvilket han i øvrigt også var. Men det var konstant med livet som indsats, fordi han under krigen havde den samme holdning, som grækerne har i betydningen af de 9 blå og hvide striber i det græske flag: ”την ελευθερία ή το θάνατο” (Frihed eller død), og det på trods af, at han var ærkedansk, født og opvokset i Aalborg, og aldrig nåede at komme til Grækenland - eller gjorde han? For endnu en brik faldt på plads for mig, da jeg kom i tanker om hans passion for velslebne skarpe knive. Som spejder gennem mange år, kendte han betydningen af en god solid dolk og havde gemt et par stykker fra hans ungdom. Det var bestemt ikke legetøj, men alligevel skulle jeg som barn lære hvordan man sleb en kniv ordentligt, så den kunne holde i mange år og bruges som værktøj. ”En kniv skal slibes med smergel” sagde han, og tog en gammel smergelsten frem til formålet, spyttede på stenen og viste så hvordan man skulle slibe kniven. ”Man kan ikke bare bruge en fil eller strygestål. Hvis det skal gøres ordentligt, skal man bruge en sten af smergel eller noget smergellærred” sagde han. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at smergel er en naturlig blanding af det sorte mineral magnetit og det næsthårdeste naturligt forekommende mineral korund, der dannes i klipperne i bjergene på visse græske øer herunder på Kreta. Jeg vidste heller ikke, at ordet smergel stammer fra det græske ord ”smyridópetra eller smiris” der umiddelbart betyder ”Emery sten” – præcis den sten som min far brugte, og som jeg vistnok stadig har liggende i kælderen derhjemme.

Om det er tilfældigheder at min mor i 2005 var årsag til, at jeg selv om min familie landede på Kreta kort tid efter hendes død, om det er tilfældigheder at min fars mellemnavn var det samme som det mineral der dannes i klipperne på Kreta og navnet Emery betyder tapperhed, om det er en tilfældighed, at vi hurtigt havnede på det eneste hotel på Kreta der har navnet Elsa (som min mor hed), om det er tilfældigt, at jeg straks følte mig hjemme allerede første gang jeg kom til Kreta og færdes mere stedkendt her, end i Skive hvor jeg bor, aner jeg ikke. Men jeg synes det er underligt, at jeg på det nærmeste drages af de kretensiske bjerge, elsker at være her og ikke kun føler mig hjemme på Kreta, men også genkender steder, jeg aldrig før har været. Sådan kunne jeg blive ved, for dette er kun nogle få eksempler, som jeg netop kom i tanker om her på denne mærkedag, og jeg skal slet ikke gøre mig klog på, hvordan eller hvorfor. Men jeg er taknemmelig over, at jeg selv er opvokset med en naturlig nysgerrighed og samtidig skepsis, og selv har skullet finde mit eget ståsted, mellem den kristne tro fra min mors side og det mere spirituelle fra min fars side. Præcis hvor jeg står, har ingen betydning i denne sammenhæng, men en ting er i hvert fald sikkert – det er ikke nemt at lave et maleri der giver mening med kun hvid maling på et hvidt lærred, og livet er ikke kun sort og hvidt, men meget mere nuanceret end som så. Om man så tror det ene eller andet er ligegyldigt, men det er ikke ligegyldigt om man er tro, i det mindste mod sig selv, for det er først der mulighederne og palletten af farver viser sig og folder sig ud, sådan lige for næsen af én, uden at man egentlig opdager det.

Ha’ en rigtig dejlig weekend og ”undersøg ikke fakta i lyset af argumenter, men argumenter i lyset af fakta” som et græsk ordsprog siger.