Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Fortællinger fra Kreta | 73

Fortællinger fra Kreta | 73

Jeg er stor tilhænger af at lave mærkelige regnestykker.

Oftest ender det ud i et eller andet som jeg ikke kan bruge til noget som helst, eller for den sags skyld giver mening, men nogle få gange bringer det noget brugbart med sig.

Stiller man spørgsmålet: ”hvor langt er der til Roskilde på cykel på en solskinsdag” for så bagefter at spørge om hvor langt der så er i regnvejr, giver det jo næppe nogen mening. Det bedste jeg er kommet frem til er, at det afhænger af hvorfra man starter og hvilken rute man kører. Men jeg har nu ikke efterprøvet den tese og min alt for gamle cykel er i øvrigt punkteret. Det gør nu heller ikke den store forskel, for jeg bruger den aldrig.

Men som ung fandt jeg en dag på, at regne ud hvor meget sukker jeg egentlig brugte i kaffen på et år. Så gennem en uge tog jeg nøjagtig samme antal teskeer med sukker og hældte i en skål, som det jeg kom i kaffen. Derefter blev det omhyggelig vejet og ganget med 52 uger, hvor jeg så trak lidt fra, for at kompensere for sommermånederne, hvor jeg drikke knap så meget kaffe som resten af året. Regnestykket blev skelsættende for mig, for resultatet var helt ude af proportioner. Jeg indtog mere end min egen vægt i sukker på et år, bare på det jeg kom i kaffen og så stoppede jeg fluks med at bruge sukker i kaffen. Så det var jo et brugbart regnestykke, kan man sige.

Nu har jeg så sat mig for et andet skelsættende regnestykke. Cigaretterne stiger til 55 kr. den 1. april 2020, og da det allerede ER vedtaget i Folketinget, tror jeg ikke rigtig på at det er en aprilsnar, selvom datoen lægger op til det.  Jeg ryger Camel Blue i blød pakning. Sådan en pakke koster 39 kr. kommer altså til at stige med 16 kr. Det er en stigning på 41%. Det er rent afgift til staten og så skal man jo ydermere tjene det dobbelte og svare skat af indtægten for at kunne betale det.

Men så let går det altså ikke med mig. Jeg synes jeg betaler nok i skat i forvejen, så det finder jeg mig ikke i. Jeg lader simpelthen være med at betale de ekstra 16 kr. pr. pakke.  Det er en fremgangsmåde jeg har lært på Kreta. Vil man ikke betale mere i skat end det man gør, så må man bare tage sagen i egen hånd, så det gør jeg.

Jeg stopper simpelthen med at ryge den 1. april 2020. Så mister skattefar både den forhøjede afgift og den i forvejen høje afgift der allerede er på cigaretter, og så kan de lære det kan de.

Nu er det nogle der sikkert vil tænke at det også er en aprilsnar, men det er det ikke. For allerede lørdag den 1. marts starter aktionen og mit regnestykke går på, at hvis jeg bare nedsætter mit forbrug med 1 cigaret om dagen, hver dag i hele marts måned vil jeg ryge minus 12-15 cigaretter den 31. marts. Om jeg så på den konto kan sende en regning til Skat på det, er jeg ikke helt sikker på, men man kan jo altid prøve.

Mig skal skattefar i hvert fald ikke tage r…. på.

Har du også nogle mærkelige regnestykker du gør brug af ind imellem, så del dem endelig med mig, for jeg elsker den slags små tosserier, og nogle af dem fører faktisk til noget, selvom det lyder besynderligt.

Kalo mina

Michael

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 74
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 72

Kommentarer

Ebba Andersen - april 24, 2020

Hej Michhael., hvis du holder op med at ryge vil det være en af de klogeste
beslutninger i dit liv ikke bare på grund af økonomi men også dit helbred.
Mange hilsner Ebba.

Teddy - marts 6, 2020

Michael jeg håber så ikke den beslutning kommer til at betyde at det går ud udover dit gode humør
Hilsen Teddy

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt